30
april 2018
Kvinder i Dialog bør Anerkendes
Kvinder i Dialog bør Anerkendes
Af:
Karsten Riise
Kvinder i Dialog er en muslimsk gruppe af kvinder, som insisterer på deres ret til at bære burka. De har disse dage markeret sig som en gruppe af selvstændigt tænkende, og modige mennesker – noget der er mangel på i det ensartede, mindre og mindre afvigelsestolerante danske land. Kvinder i Dialog handler ikke på en pop-bølge ud fra dagens stats-politisk godkendte mode-meninger, eller #MeToo mandehad-kampagne, men ud fra en mere langvarig overbevisning, som umiddelbart virker både ærligt gennemtænkt og gennemfølt.
Hvad Kvinder i Dialog rent religiøst mener om mange detaljer, ved jeg ikke, og muligvis vil jeg have andre synspunkter på meget. Men Kvinder i Dialogs visning af mod til egen tænkning og individualitet bør resten af Danmark lære noget af. I stedet for at Danmark som i børnehaven prøver at presse individet til at mene og gøre dét som autoriteter mener er rigtigt for alle, og som den danske stat og dens repræsentanter har ”vedtaget” som ”acceptabel” livsførelse. Personligt tror jeg ikke, at der findes én eneste ”rigtig” Islam, Kristendom, Ateisme, Kommunisme, Neo-Liberalisme, stats-tro eller anden overbevisning, som alle bare skal følge. Og derfor gør Kvinder i Dialog ret ved at tage personligt ansvar ved at handle på deres egen samvittighed. De handler som militærnægtere, der også træffer et valg, ofte med egne omkostninger.
Når jeg selv et par gange har læst Koranen kunne jeg ikke finde nogen sætning om burka, niqab, slør og alt det der. Koranen har nogle hints i retning af, at kvinder bør tildække deres kropslige ”smykker”, men ord såsom ”tildækning” og ”smykker” kan jo praktiseres vidt forskelligt: Er en kvindes kropslige ”smykke” hele hendes krop, som derfor skal tildækkes med burka, eller kun hendes skridt, som iflg. vestlige badetradition jo også ofte kræves tildækket, men blot med en trekant af en bikini-underdel? Tradition er et overset aspekt af Tro, i forhold til de højtidelige omtaler af en ”bog” (uanset hvilken bog, i hvilken Tro). Mange gamle Tros-retninger, feks. Zen, kan klare sig fint uden ”bog”, men ikke uden Tradition. Det er op til den enkelte, hvorvidt den enkelte i sin Tro tillægger ”Bogen” status som eneste tros-kilde - eller ofte i praksis rettere ”bøgerne”, hvor nogle udvider antallet af bøger, i Islam til Hadith (Profetens gerninger), eller videre til Fiqh (Islamiske principper). I Kristendommen fik disciplen Thomas, der loyalt havde fulgt Jesus, forkastet sig evangelium af kirke-traditionen, hvorimod apostlen Paulus, der først ville destruere Kristendommen, fik alle sine breve ophøjet til ”bog” i stedet.
At ikke kun ”Bogen” (og der ER jo mange helligskrifter) er en kilde til Tro, dét er en af de grundlæggende årsager til, at vi trods forskellige menneskelige problemer i den Katolske kirke gennem årtusinder stadig må respektere den Katolske kirkes grundlæggende kritik imod Protestanter og Evangelister: Katolikkerne kalder med rette Evangelisterne for ”bogstavtro”. Den Katolske kirke viderefører organisk nogle vigtige trosmæssige traditioner gennem to tusinde år. De mange splintrede Evangeliske trosretninger er selv mere traditionsbundne i forhold til ”Bog”, end de ofte vil vedkende sig, og deres Evangeliske udvalg af traditioner om hvad, der bør læses og ikke læses og hvordan, er ofte enten håndplukket fra den Katolske kirke, eller grundlagt af Protestantismens egne apostle som Luther, Calvin osv. Denne sammenligning indenfor Kristendommen her kun bragt for at illustrere, hvordan der også kan eksistere et samspil mellem ”bogstav”, fortolkning og Tradition indenfor Islam.
Selve Biblens sammensætning er intet andet end Tradition, tekster valgt af mennesker. Her står Koranen stærkere end Biblen. Men Traditionen kommer stadig ind som en vigtig faktor, også indenfor Islam, uden at Tradition gennem dens autoriteter og bærere af den grund bør være evig og ubøjelig. Alt dette er i sidste ende den enkeltes overbevisning og afgørelse. Nogle danskere har én konklusion – Kvinder i Dialog en anden. Ved at følge argumenterne får vi ikke kun indblik i hinanden, men også i os selv.
Kvinder i Dialog er en muslimsk gruppe af kvinder, som insisterer på deres ret til at bære burka. De har disse dage markeret sig som en gruppe af selvstændigt tænkende, og modige mennesker – noget der er mangel på i det ensartede, mindre og mindre afvigelsestolerante danske land. Kvinder i Dialog handler ikke på en pop-bølge ud fra dagens stats-politisk godkendte mode-meninger, eller #MeToo mandehad-kampagne, men ud fra en mere langvarig overbevisning, som umiddelbart virker både ærligt gennemtænkt og gennemfølt.
Hvad Kvinder i Dialog rent religiøst mener om mange detaljer, ved jeg ikke, og muligvis vil jeg have andre synspunkter på meget. Men Kvinder i Dialogs visning af mod til egen tænkning og individualitet bør resten af Danmark lære noget af. I stedet for at Danmark som i børnehaven prøver at presse individet til at mene og gøre dét som autoriteter mener er rigtigt for alle, og som den danske stat og dens repræsentanter har ”vedtaget” som ”acceptabel” livsførelse. Personligt tror jeg ikke, at der findes én eneste ”rigtig” Islam, Kristendom, Ateisme, Kommunisme, Neo-Liberalisme, stats-tro eller anden overbevisning, som alle bare skal følge. Og derfor gør Kvinder i Dialog ret ved at tage personligt ansvar ved at handle på deres egen samvittighed. De handler som militærnægtere, der også træffer et valg, ofte med egne omkostninger.
Når jeg selv et par gange har læst Koranen kunne jeg ikke finde nogen sætning om burka, niqab, slør og alt det der. Koranen har nogle hints i retning af, at kvinder bør tildække deres kropslige ”smykker”, men ord såsom ”tildækning” og ”smykker” kan jo praktiseres vidt forskelligt: Er en kvindes kropslige ”smykke” hele hendes krop, som derfor skal tildækkes med burka, eller kun hendes skridt, som iflg. vestlige badetradition jo også ofte kræves tildækket, men blot med en trekant af en bikini-underdel? Tradition er et overset aspekt af Tro, i forhold til de højtidelige omtaler af en ”bog” (uanset hvilken bog, i hvilken Tro). Mange gamle Tros-retninger, feks. Zen, kan klare sig fint uden ”bog”, men ikke uden Tradition. Det er op til den enkelte, hvorvidt den enkelte i sin Tro tillægger ”Bogen” status som eneste tros-kilde - eller ofte i praksis rettere ”bøgerne”, hvor nogle udvider antallet af bøger, i Islam til Hadith (Profetens gerninger), eller videre til Fiqh (Islamiske principper). I Kristendommen fik disciplen Thomas, der loyalt havde fulgt Jesus, forkastet sig evangelium af kirke-traditionen, hvorimod apostlen Paulus, der først ville destruere Kristendommen, fik alle sine breve ophøjet til ”bog” i stedet.
At ikke kun ”Bogen” (og der ER jo mange helligskrifter) er en kilde til Tro, dét er en af de grundlæggende årsager til, at vi trods forskellige menneskelige problemer i den Katolske kirke gennem årtusinder stadig må respektere den Katolske kirkes grundlæggende kritik imod Protestanter og Evangelister: Katolikkerne kalder med rette Evangelisterne for ”bogstavtro”. Den Katolske kirke viderefører organisk nogle vigtige trosmæssige traditioner gennem to tusinde år. De mange splintrede Evangeliske trosretninger er selv mere traditionsbundne i forhold til ”Bog”, end de ofte vil vedkende sig, og deres Evangeliske udvalg af traditioner om hvad, der bør læses og ikke læses og hvordan, er ofte enten håndplukket fra den Katolske kirke, eller grundlagt af Protestantismens egne apostle som Luther, Calvin osv. Denne sammenligning indenfor Kristendommen her kun bragt for at illustrere, hvordan der også kan eksistere et samspil mellem ”bogstav”, fortolkning og Tradition indenfor Islam.
Selve Biblens sammensætning er intet andet end Tradition, tekster valgt af mennesker. Her står Koranen stærkere end Biblen. Men Traditionen kommer stadig ind som en vigtig faktor, også indenfor Islam, uden at Tradition gennem dens autoriteter og bærere af den grund bør være evig og ubøjelig. Alt dette er i sidste ende den enkeltes overbevisning og afgørelse. Nogle danskere har én konklusion – Kvinder i Dialog en anden. Ved at følge argumenterne får vi ikke kun indblik i hinanden, men også i os selv.
Den enkelte, uanset om Kristen, Muslim, stats-afgudsdyrker, eller noget andet, må træffe sine egne livsvalg. Ikke kun mht. valg af Tro (alle har én), men også i sin personlige daglige måde at leve sin Tro på. Kvinder i Dialog har taget et standpunkt, som de i modsætning til mange danskere tør leve deres liv på, trods manglende forståelse i omgivelserne. Dem kan det mere og mere ens-lignende danske samfund lære af.
Karsten Riise
Partner & Editor
CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT
