10 februar 2016
Liv under Tørklædet
International livsstil
Af: Karsten Riise
Hun gik aldrig med tørklæde.
En moderne kvinde. Hun bor i en vestlig storby. 34 år - ingen børn. Karriere med gang i. Tyrkisk afstamning, opdraget ikke-religiøst med vestlige tanker fra hun var lille. Begge hendes forældre havde fortalt hende, at det ikke var nødvendigt at tro på Gud – det vigtigste var at gøre gode ting. Storbyen er hendes hjem. Det kunne have været København.
Som moderne vestlig kvinde tog hun afstand fra Tyrkiets islamiske tendenser. Hun syntes, at den tyrkiske præsident Erdogan’s holdninger og syn på kvindens plads i samfundet var dårlige for kvinder. Hun talte flydende tyrkisk, men havde ofte dårlige oplevelser som kvinde, når hun rejste alene i Tyrkiet.
For sit vestlige arbejde skulle hun til Tyrkiet for at se arkæologiske udgravninger i Urfa, en konservativ religiøs by. Hun savnede alkohol i minibaren. Hun havde ærgrelser på hotellet. En af de vigtigste attraktioner i Urfa er en grav, hvor Abraham måske blev født. Her kommer kvinder kun ind med tørklæde. Hun ejede ikke et tørklæde, så hun købte et tørklæde på et marked på vej til Abrahams grav. Efter besøget i Abrahams grav glemte hun at tage tørklædet af igen. Det første hun bemærkede var, at verden var forandret. Alle var så meget sødere. Hvor der før var trængsel, følte hun nu plads. Hun så et par smukke unge piger gå arm-i-arm i parken. De smilede varmt til hende, som om de var hendes veninder. Da hun skulle tage bussen var den lige kørt ud fra bus-stoppestedet. Bus-chaufføren stoppede bussen midt i trafikken og åbnede døren, for at hun kunne komme ind. Chaufføren rakte armen ud til hende og kaldte hende ”søster”. Hun var som del af en familie. Tyrkiske mænd åbnede butiks-døre for hende. Det havde hun aldrig oplevet før.
Hendes verden var forandret på en skøn måde.
Hvor længe kunne hun gå med det tørklæde? En dag? For evigt? Dét fik hende til at tænke på, hvorfor hun aldrig havde båret tørklæde før. På grund af ”princip”? Hvilket princip? Hvorfor havde hun aldrig fået børn, sådan som muslimsk skik er for kvinder? Hun savnede børn. Var det vigtigere at gå til receptioner og snakke med en mand/kvinde, som kun var interesseret i at bruge hende til PR? Hvorfor havde hun valgt den livsstil hun havde? Var det rigtigt for hende, eller fordi sådan gør kvinder i vesten? Tankerne fløj gennem hovedet på hende. Her var hun pludselig velkommen. Accepteret. Og beskyttet. Hun følte sig beskyttet - og værdsat - som kvinde.
”Er du stadig hos os?” spurgte receptionisten, ikke uden humor, da hun kom tilbage på hotellet.
”Naturligvis” svarede hun – ”hvem kunne tænke sig at forlade Urfa?”
Historien er oplevet af Elif Batuman, som har skrevet om at være kvinde uden og med tørklæde i The New Yorker, 8 februar 2016.
~
dansk tekst
Karsten Riise
